Sådan laver du en god brunch

Hvem kan ikke lide at starte søndagen ud med en god brunch i selskab med familie eller venner? Det er lige før, at der i ordbogen skal stå ’brunch’ ved siden af ordet ’hygge’. I modsætning til mange andre madretter og madkoncepter, så er der ingen spilleregler for, hvad en brunch skal indeholde. Det er kun din egen fantasi, der sætter grænser for dine muligheder, og brunch findes derfor i utallige variationer. Skal dine gæster have en brunch serveret, der sidder lige i skabet, så er der nogle gode råd, du kan følge til en succesfuld brunch.

Først og fremmest er det altid en god idé at servere æg, og blødkogte æg går du aldrig galt i byen med. For at ramme den perfekte konsistens skal æggende koge i cirka 7 minutter, og så er de klar til at blive serveret for dine gæster. Hvis du har modet til det, så prøv at eksperimentere med nogle af de mange andre æggeretter, der kan laves ganske let. Hvad med nogle lækre pocherede æg? Eller måske en omelet med frisk tomat og spinat? Æg kan bruges i utallige sammenhænge, så det bør ikke være et problem at servere æg på en ny og anderledes måde.

Brunch med lækkert tilbehør

 

Det sure, det salte og det søde

Hvis du vil lave en brunch udover det sædvanlige, så skal du ramme en god balance mellem det sure, det salte og det søde. Køb en rigtig god og syrlig yoghurt som du kan servere med en hjemmelavet mysli af honningristede havregryn og finthakkede nødder. For at sætte prikken over i’et, kan du også servere nogle friske bær til at spise sammen med yoghurten. Skal der mere af det søde på bordet, kan du lave nogle små amerikanske pandekager. Server dem med ahornsirup og frisk frugt skåret i tern. Alternativt kan du bage chokoladescones – det er altid en sikker vinder.

For at fuldende en god brunch, må du ikke undlade de mere salte fødevarer. Køb nogle pølser fra din lokale slagter og steg dem på panden, så de får den lækre og sprøde stegeskorpe, der på bedste vis vil komplimentere en vellavet brunch. Ved siden af pølserne kan du servere sprødstegt bacon røget på bøgeflis. Har du aldrig smagt bacon, der er røget på bøgeflis, så er du gået glip af noget. Det giver en langt bedre smagsoplevelse end almindeligt bacon. En god brunch er i sidste ende ikke så svær at lave.